Vladimir Jabotinsky-den Jødiske fascismes og israels fadder.

Adolf Hitler – Vladimir Jabotinsky – Benito Mussolini

Jabotinsky voksede op i Odessa i et ikke specielt jødisk miljø. Han talte kun jiddisch med besvær, russisk var hans modersmål. Og russisk litteratur hans store lidenskab. Han studerede først i Schweiz og siden i Italien. Det var pogromerne 1904-5, som vakte ham politisk. Han mødte Herzl og blev enormt påvirket af ham. Han blev professionel zionist, en rejsende agitator. Men og han havde flere sammenstød med de zionistiske politikere.

Da WZOs aktionskomite (AC) i 1914 besluttede at oprette det kontor i København, foreslog Chaim Weizmann, at man nedlagde kontoret i Berlin og flyttede det til London. Weizmann var i modsætning til folkene på Berlinerkontoret og i København åbent proengelsk. En anden proengelsk zionist var Jabojtinsky. Han var korrespondent for Russkija Vjedomosti, et er liberalt, russisk dagblad.

Da Tyrkiet gik ind i verdenskrigen den 30. oktober 1914. blev han overbevist om en allieret sejr. Tyrkiet ville blive taberen og snittet i stykker. Han telegraferede til sin avis, at han gerne ville en tur til Nordafrika og en række muslimske lande. I december 1914 ankom han til Alexandria, pa det tidspunkt var tyrkerne begyndt at udvise jøder fra Palæstina sammen I alt blev 18.000 udvist, hvoraf 12.000 til Alexandria.

Der var stridigheder blandt dem, men Jabotinsky var med til med den tidligere russisk-jødiske officer Joseph Trumpeldor (1880-1920) at danne et politikorps blandt dem. Det var her Jabotinsky fik den ide, at zionisterne skulle oprette en jødisk legion, som sammen med englænderne og franskmændene kunne være med til at erobre Palæstina. Tanken var den, at var der først bevæbnede, jødiske legionærer i Palæstina, ville man i højere grad lytte til zionistiske ønsker på en kommende fredskonference.

I marts 1915 udsendte 200 af de udviste palæstinensiske jøder et manifest om at danne en jødisk legion og foreslog englænderne at bruge den. I første omgang dannedes ‘The Zion Mule Corps’, som blev sat ind ved slaget ved Gallipoli ud til Dardanellerstrædet. Efter hjemsendelse søgte 120 fra muldyrkorpset i 1916 igen ind i den engelske hær og blev optaget i 39. Battallion of Royal Fusiliers, en enhed som i 1918 blev overført til det erobrede Palæstina.

I begyndelsen af juni 1915 hed det i det danske jiddisch sprogede dagblad Yidishe folks-tsaytung:

Jødiske flygtninge, som nu er i Odesa, fortæller følgende om den Jødiske legion, som er blevet organiseret på initiativ af VI. Jabotinsky.

Før legionen var blevet organiseret, havde Jabotinsky optrådt blandt flygtningene i Alexandria med flammende taler om pligten til for jøder at indtræde i den engelske hær for at deltage i erobringen af Palæstina. Talerne virkede, og snart efter blev der grundlagt en legion af seks hundrede jødiske unge mænd. […]. Senere er det kommet frem, at man ikke ville indtage Palæstina, men sendte dem til Dardanellerne […] I spidsen for legionen satte man Port Arthur-helten, den kendte Trumpfeldorf [sic], som tilfældigt befandt sig blandt flygtningene.

WZOs ledelse holdt møde om sagen den 10.-11. juni 1915 i København. Man havde inviteret Jabotinsky til mødet med rådgivende stemme, men tre af de ledende zionister Otto Warburg(1883-1970), Alfred Klee (1875-1943) og Abraham Ussishkin (1863-1941) meddelte, at de ikke kunne deltage i møderne, hvis ikke Jabotinsky først havde afgivet en offentlig erklæring om at taget afstå fra sine planer om en jødisk legion. Ussishkin ville slet ikke over deltage i noget møde med Jabotinsky. Man foreslog derfor at starte med en privat samtale om legionen, men Jabotinsky afviste det med, at legionens nødvendighed først kunne udfoldes på grundlag af en kritik af hele ACs politik. Derfor skulle AC afgive beretning først, så man kunne have en debat om politikken. Legionen måtte gemmes til senere. Yehiel Tschlenow pl (1863-1918), som forhandlede med Jabotinsky, foreslog, at man debatterede begge dele og mente nok, at kunne få de andre med på et sådant kompromis, men Jabotinsky afviste det med, at så ville alt komme til at handle om legionen. Dernæst blev forhandlingerne afbrudt. På selve mødet i AC vedtog man følgende beslutning:

“På grund af rygterne om den angivelige dannelse af en jødisk legion til erobring af Palæstina erklærer AC: 1) at et sådant forehavende står i skarpeste modsætning til det zionistiske arbejdes hele karakter, og 2) at den Zionistiske Organisation intet har med et sådant projekt at gøre. AC forlanger, at ingen zionist kan deltage eller støtte et sådant projekt.”

Ifølge Jabotinskys medkæmper og biograf Joseph B. Schecht- man (1891-1970) blev Meir Grossman (1888-1964), redaktør af dagladet Yidishe folks-tsaytung i København, interesseret i legionsideen, og på hans initiativ mødtes han med Jabotinsky i Malmø. Efter Jabotinsky havde brudt med WZO, organiserede han med Grossmans hjælp et møde i København, hvor han ud- viklede sin legionsplan.

I midten af juli 1915 offentliggjorde Grossman over to dage et interview med Jabotinsky i avisen. Jabotinsky undsagde i interviewet ledelsen af WZO:

“Jeg tror ikke det zionistiske parti kan leve op til fordringerne i den nuværende situation. Desværre formår vores ledelse ikke at opstille en klar plan, den har heller ikke den nødvendige horisont og energi. Den Zionistiske Organisation gør slet ikke noget. Undtagelsen er i England, hvor Chaim Weizmann har gjort et vigtigt arbejde og diplomatisk har opnået, hvad jeg ikke havde turdet håbe på.

Han gik nøje ind på Zion Mule Corps’ indsats og sluttede:

“Jeg vil blot bemærke, at det naturligvis ikke handler om, at jøderne selvstændigt skal “erobre” Palæstina. Det handler om et større jødisk kontingent til besættelsen af Palæstina sammen med de allierede. Hvis Palæstina er okkuperet, når freds- kongressen afholdes, vil det for det lille land dernede sandsynligvis betyde en okkupationsstyrke på rundt regnet 40.000 soldater. Hvis der i denne besættelsesstyrke er et betydeligt jødisk kontingent, vil det bestemt have en indflydelse på løsningerne på fredskongressen.”

Efter interviewet kom der flere artikler om legionens indsats “fra vores alexandrinske korrespondent”.

Grossman blev afsat som redaktør af de københavnske zionister efter interviewet. Han emigrerede senere til Palæstina og tilsluttede sig Jabotinskys revisionisme.

Jabotinsky tog til Palæstina, og blev fra 1921 til 1923 medlem af zionisternes eksekutivkomite, men forlod den efter en konflikt med flertallet. Konflikten handlede om en jødisk milits og om, hvordan man skulle bryde med englænderne, og om et jødisk Palæstina skulle omfatte trans jordansk område. I august 1921 lavede han en aftale med Maxim Slavinsky (1868-1945), ambassadør for Simon Petliura (1879-1926), lederen af dalkrainske nationalisme. Jabotinsky ville skabe en antisovjetisk milits, som især skulle redde jøder. Petliura var kendt for sine blodige jødepogromer, og aftalen var lavet uden om WZO, da ukrainerne afslørede aftalen, begyndte WZO en undersøgelse af Jbotinsky

Jabotinsky var erklæret modstander af arbejderzionismeni Mapai (Socialdemokratiet) og Histadrut, arbejderzionismens faglige organisation i Palæstina. Men som den amerikanske po- litolog Madeleine Tress (1932-2009) skriver:

“Jabotinskys fjendtlige holdning til arbejderbevægelse og klassekamp var ikke begrænset til kritikken af arbejderzionismen. Han var påvirket af Mussolinis [1883-1945] “Carta de La- voro” på den måde, at han mente, at klassekampen skulle være ikke eksisterende for den zionistiske bevægelse, for at den skulle lykkes, og at fagforeningerne skulle disciplinere arbejdsorganiseringen.”

Revisionisterne, Jabotinskys i 1932 oprettede parti, modarbejdede Histadruts strejker ved at organisere strejkebrydere, som ville arbejde for lavere løn. Han mente, at Histadrut ville blive en jødisk-arabisk organisation, som ville ende med at modar- bejde den jødiske stat. Tress skriver videre:

“Som Mussolini mente Jabotinsky, at ingen var udenfor produktionskræfterne, og at arbejde og kapital måtte ofres for den nationale sag. Som Mussolini mente han, at hans bevægelse overskred enhver klasseforskel: “Revisionisme står – og vil fortsætte med det i fremtiden – over alle klasser.””

Fra hans jødiske legion under Første Verdenskrig var han besat af ideen om et væbnet jødisk korps i Palæstina. Under den arabiske generalstrejke i 1936 udtalte han:

“Ved at mobilisere fem tusind jødiske unge i løbet af månederne april og maj kunne man have stoppet urolighederne Denne mobilisering har placeret os i den position, at vores halutzim (zionister under landbrugsuddannelse] ikke er pionerer, men fejge.

I sin bog A History of Zionism skriver historikeren Walter Laqueur (1921-2018):

“Måske så han sig selv som en jødisk Garibaldi [1807-82] befri Palæstina i spidsen for en jødisk hær. Fremfor alt var der to basale overvejelser, som gjorde ham så fanatisk insisterende i sin kamp for legionen. Han var absolut overbevist om, at en jødisk hær var en historisk nødvendighed. Jabotinsky troede fuldt og fast på værdien af militær træning og disciplin, som han mente var af særlig betydning for et folk, som i så mange århundreder havde været ude af stand til at forsvare sig selv.

Herudover kunne man pege på raceteorierne:

“Jabotinsky inkorporerede raceteorier i sin zionisme fra den internationale eugeniske bevægelse, hvis ledende fortalere skrev Hitlers raceteorier. I 1913 skrev han et dokument, som kunne være brugt af det tyske naziparti. “Lad os for os selv tegne idealtypen af en ‘absolut nation”, skrev han. “Den skulle have en racemæssig fremtoning med en tydelig unik karakter, en fremtoning som var forskellig fra nationens naboer. Den skulle siden tidernes morgen eje et sammenhængende og klart defineret stykke land; det ville være højest ønskeligt, hvis der i dette område ikke fandtes nogen fremmede minoriteter, som kunne svække den nationale enhed. Den skulle have et oprindeligt nationalt sprog, som ikke var udviklet fra nogen anden nation.

Denne fascistiske ideologi har siden og i skrivende stund domineret de israelsk besatte områder, hvor raceteorierne har været den drivende kraft, med velvillig understøttelse fra de vestlige lande.

Stephen Meyer skriver videre:

“I 1933 offentliggjorde Jabotinsky A Lecture on Jewish History, som videreudviklede hans racevidenskab. Som rabbi Goldberg understregede, i 29 var det en afgørende tekst, som ville tillade Jabotinskys tilhængere, der var veletablerede i Palæstina, at føle sig stående over araberne. “En hver race har en forskellig åndelig mekanisme”, skrev Jabotinsky. “Dette har intet at gøre med kendsgerningen om der eksisterer ‘rene’ racer eller ej; selvfølgelig er alle racer ‘blandede’, også hos jøderne. Men blandingen er forskellig fra det ene tilfælde til det andet. Den åndelige mekanisme afhænger af race; graden af intelligens, en stærkere eller svagere tendens til at opsøge nye erfaringer, paratheden til at affinde sig med den eksisterende situation eller modet til at gøre nye opdagelser, stædigheden eller omvendt den karakter, som giver op efter det første mislykkede forsøg: alle disse former er selv et pro- dukt af race”.”

Jabotinsky gjorde det klart, at han ønskede en ikke-orientalsk- jødisk stat i Palæstina. “Vi jøder er europæere”, skrev han i 1925 til senator O.O. Grusenberg (1866-1940), US, “og vi er ikke blot elever af, men medskabere af den europæiske kultur. Han refererede til Eleonor Roosevelt (1884-1962) som “en ærlig kristen kvinde” for at sige, “Hvis et land skal findes til jøderne, må det være passende for hvide mennesker til at leve i.

Også i forholdet til araberne var Jabotinsky klar i mælet:

“En frivillig aftale mellem os og Palæstinas arabere er utænkelig nu og i en overskuelig fremtid. […] Vi kan ikke love nogen belønning til Palæstinas arabere eller til andre arabere. En frivillig aftale er uopnåelig, og de, som betragter en aftale med araberne som et sine qua non for zionismen, må i dag indrømme, at denne betingelse ikke kan opnås, uden at vi opgiver zionismen. Vi må enten opgive vores bosættelses bestræbelser eller fortsætte dem uden at beskæftige os med de indfødtes humør. Bosættelse udvikler sig beskyttet af en magt, som ikke er afhængig af den lokale befolkning, bag en jernvæg, som de [araberne] vil være ude af stand til at bryde ned.

Og:

“Jabotinsky offentliggør så Jernvaggens etik, 32 en nazi-lignende propaganda-tekst i familie med Nietzsches [1844-1869] Vil- jens triumf. Han skrev: “Zionismen er en positiv kraft – en moralsk bevægelse med retfærdigheden på sin side […] Hvis sagen er retfærdig, uanset om tilslutning eller modstand fra nogen som helst […] tilhører [verden] ikke blot dem, som har for meget land, men også dem, som intet har. Tilegnelse af et landområde fra en nation med store stykker territorium for at skabe et hjem for et omkring strejfende folk er en retfærdighedshandling, og hvis den landejende nation ikke ønsker at afstå det (og det er helt naturligt), må den tvinges. En hellig sandhed, for hvilken brugen af magt er essentiel, holder ikke dermed op med at være en hellig sandhed.

Den italienske historiker Vincenzo Pinto (1974-) skriver:

“Jabotinsky oplevede fascismen på første hånd på sin mission til Italien for den zionistiske eksekutivkomité i 1922. Det skal understreges, at han var en af de få af de zionistiske ledere, som kendte Italien godt, fordi han havde studeret jura i Rom fra 1898-1901.34

Han skulle prøve at påvirke italienske politikere til en mere positiv politik overfor jøderne og zionisterne. Ikke mindst Mussolini, som i artikler havde brugt jødiske stereotyper.

“Jabotinsky ønskede, at Mussolini ville forstå, at zionisternes forslag var baseret udelukkende på ‘vero e sacro egoismo nazionale’ (virkelig og hellig national egoisme), dvs. ren realistisk og kynisk bedømmelse.”

Han prøvede at komme i kontakt med Mussolini, men det mislykkedes, og han skrev i stedet et brev til ham, som sluttede:

“Hr. Mussolini, det synes mig, at De ikke kender jøden. Jeg kan tage fejl, men det synes, at De tænker, at jøder er følgagtige, fedtede, snu, altid i defensiven, altid prædikanter af deres egen trofasthed mod Italien, idealet osv. Dette er historier fra forrige århundrede, og måske var de også historier dengang. Hvis De ønsker at forstå vores vitalitets niveau, så se på vores fascisti og tilsæt kun noget tragedie, noget fasthed – måske noget mere erfaring. Jeg spørger Dem: Synes De, at det er en konstruktiv italiensk politik at insistere på nederlaget for vores håb, på sammenbruddet af den etniske enhed, som vi har opretholdt imod hele verdens vilje?

Den italienske historiker Renzo de Felize (1929-96), som har skrevet en bog om The Jews in Fascist Italy, skriver, at jøderne i Italien i 20erne var prozionistiske:

“For så vidt angår de mest åbent fascistiske jøder, var de lidt tilbageholdne i deres kritik af Storbritannien for, hvad der var sket i Palæstina. De fascistiske jøder delte synspunkter med de revisionistiske zionister, som havde organiseret sig i Italien i 1925-26. I 1929 havde de ikke deres egen presse, men deres holdning var klar og blev bekræftet af de første numre af Idea sionistica, som begyndte at udkomme i maj 1930. Det allerførste nummer offentliggjorde en artikel af Jabotinsky, som var klart antbritisk og en detaljeret kritik af rapporten fra Undersøgelseskommissionen oprettet af den britiske regering for at kaste lys over begivenhederne i maj 1930; det nye blad gik fuldt ud ind for den russiske zionists ideer.”

Zionisterne havde en interesse i, at Trieste kunne bruges som havn for jødisk emigration til Palæstina. I september 1926 mødtes Chaim Weizmann med Mussolini for anden gang, og Mussolini tilbød at genopbygge den jødiske stat. I 1927 var de zionistiske ledere Victor Jacobson (1869-1935) og Nahum Sokolow (1859-1936) i audiens hos Mussolini. Hans fordomme var afløst af imødekommenhed.

Jabotinsky havde i 1923 grundlagt Betar-bevægelsen i Riga som en revisionistisk ungdomsorganisation. Bevægelsen kom også til Palæstina, hvor den blev stærk. I de tidlige 30ere udgav den avisen Doar Hayom i Palæstina. Den havde hver uge en klumme kaldet ‘Af en fascists dagbog’, skrevet af Abba Achimier (1887-1962). Han refererede til Jabotinsky som ‘Vores Duce’ og var meget pro-Mussolini. Han havde stor indflydelse i den revisionistiske bevægelse og var en tæt medarbejder til Menachem Begin. Benzion Nethanyahu (1910-2012), Jabotinskys personlige sekretær og far til Benjamin Nethanyahu (1949-), holdt ved Israels 50-årsjubilæum en tale om Achimier og priste ham som sin politiske rollemodel. 38

Om Jabotinskys samarbejde med Mussolini har Renzo de Felice offentliggjort et længere italiensk regeringspapir fra 1935.39 I april 1932 foreslog Jabotinsky til Isacco Sciaky (1896- 1979), en jødisk professor på Liceo Galileo i Firenze, at oprette en centralskole for instruktører i militær forberedelse af jødisk ungdom. Forslaget blev også stillet til ministeriet. Ministeriet fulgte ikke op på sagen på grund af “det problem sådan et center placeret i Italien ville skabe for os i den arabiske verden”. Papiret redegør for splittelsen i den zionistiske bevægelse og peger på, at Jabotinsky ønsker en uafhængig jødiske stat, mens Weizmann og de andre zionister ønskede en løsning inden for rammerne af det britiske mandat.

“Bevægelsen ledet af Jabotinsky er fundamentalt i opposition til det britiske mandat og er baseret, i imitation af fascismen, på ungdom i en organisation kendt som Betar. Det er det andet år, at denne organisation har sendt studerende til den Maritime Skole i Citavecchia: Italiens enighed med hr. Jabotinskys ønske om at etablere en central skole for instruktører i militær forberedelse af ungdom i Italien ville være et trin to efter adgangen for jødiske studerende på Citavecchiaskolen og ville hjælpe med at frigøre Palæstina fra det britiske mandat.”

Hvis Mussolini ønsker det, kan regeringen gøre det muligt.

“For få dage siden [i 1935] havde jeg en privat samtale med hr. Jabotinsky, som rejste gennem Rom. Han bekræftede den zionistiske revisionismes imødekommende holdning til Italien og fascismen, eftersom dens holdning til den generelle “zionisme”, som nu er under demokratiernes kontrol, er den samme som fascismens holdning og funktion i forhold til liberale og socialistiske demokratier. […] Hr. Jabotinsky er en meget intelligent og kraftfuld mand med en stærk personlighed, helt uden den mystik, som har været så negativ for jøder op til nu.”

Brevskriveren endte med at anbefale Mussolini at hjælpe revisionismen.

Den jødiske afdeling af skolen i Citavecchia begyndte i december 1934, hvor fire unge revisionister ankom til skolen, som

blev ledet af fascistpartiet Partito Nazionale Fascista, PNF. Ved eksamen i april 1935 bestod 24 ud af 29. Det næste kursus blev fulgt af 50 kadetter. I 1935 fik revisionisterne foræret en fire mastet yacht af en belgisk rigmand, som de efter rigmandens kone kaldte Sara. Den sejlede under italiensk flag. Siden blev flåden forøget med en stor fiskerbåd. I 1937 sluttede samarbejdet om den maritime skole. Det skyldtes, at det blev klart, at Mussolini havde allieret sig helt og fuldt med Hitler og accepteret nazisternes antisemitiske program. I sommeren 1938 forbød Mussolini flere Betar-kurser i Citavecchia, og Informazione diplomatica skrev i februar 1938, at fascisterne var villige til at løse det jødiske problem udenfor Palæstina (i Etiopien fx).

Revisionismen

Samtidig med, at Jabotinsky i Riga grundlagde Betar, fik han ideen til et nyt zionistisk parti, Revisionisterne. Jabotinsky, og hans tilhængere var maksimalister. De erklærede ikke blot Palæstina for jøderne, men ifølge ‘Basis Principper for Revisionismen’

‘den gradvise transformation af Palæstina (inklusive Trans Jordanien til et selvstyrende samfund under ledelse af en etableret jødisk majoritet’.

Det var deres udlægning af Balfourdeklarationen og mandatet og dermed en udeladelse af kravet om, at et ‘jødisk nationalhjem’ ikke måtte anfægte de oprindelige beboeres interesser. Hermed var skabelsen af en jødisk majoritet et afgørende Vionismen. Det endelige mål var løsningen af det jødiske problem og skabelsen af en jødisk kultur. Hertil foreslog han en jødisk immigration på 40.000 om året i 25 år.

Jabotinsky mente, at der ville være en arabisk minoritet i den jødiske stat, men der ville være lighed mellem jøder og arabere Araberne ville bekæmpe zionismen indtil “jernvæggen’ var bygget. Så ville araberne indse, at der ikke var noget håb om at øde lægge zionismen.

På revisionistpartiets fjerde konference i Prag i august 1930 opsummerede han sit synspunkt således, at revisionismen ikke så meget var et politisk parti eller en verdensanskuelse som en ‘psykologisk race’, en definitiv medfødt mentalitet, som ikke kunne kommunikeres til dem, som ikke havde den mentalitet.

Selvom revisionisterne voksede indenfor WZO, ønskede Jabotinsky sin egen organisation, og i september 1935 grundlagde revisionisterne i Wien deres egen New Zionist Organization (NZO). Forud var gået en krise, hvor Jabotinsky havde gjort sig til diktator hos revisionisterne, og Meir Grossman brød med ham og grundlagde sit eget parti, Jewish State Party.

Væbnet modstand

Voldelig modstand mod jødisk kolonisation var nærværende i hele mandatperioden. Det startede med Tel-Hai-kampen i 1920, hvor otte jøder og fem arabere blev dræbt. Senere på året var der kampe i Jerusalem, hvor fem jøder og fire arabere blev dræbt og flere hundrede blev såret; adskillige kvinder blev vold- taget og to synagoger blev brændt ned. I maj 1921 kom det til

sammenstød i Jaffa. De to arbejderpartier Mopsin og Ahdut haAvoda afholdt 1. maj, og det førte til kampe mellem jøder og arabere. 95 blev dræbt og 219 såret, og som en følge heraf flygtede tusinder af jøder fra Jaffa til Tel Aviv.

Jabotinsky foreslog etableringen af en jødisk bevæbnet styrke, som kunne beskytte jøderne. Allerede i 1907 var der grundlagt en jødisk forsvarsgruppe kaldet Bar-Giora, som siden hed Hashomer. Efter urolighederne i 1920 besluttede Jewish Agency at skabe en forsvarsgruppe, som kom til at hedde Ha- ganah, og som var forløberen for den israelske hær IDF.

Selvom 20erne så rolige ud, så var fordoblingen af den jødiske befolkning fra 87.500 i 1915 til 174.000 i 1931 et urovækkende element.

År                          Jøder                     Arabere      

1800                     6,700                     268,000

1880                     24,000                   525,000

1915                     87,500                   590,000

1931                     174,000                 837,000

1947                     630,000                 1,310,000

Det var ikke mindst den voldsomme indvandring, der satte gang i oprøret i 1929. I ugen fra den 23. til den 29. august blev 133 jøder dræbt og 339 såret; 116 arabere blev dræbt og mindst 232 såret.

I kølvandet på oprøret i 1929 var der i Jerusalem-afdelingen af Haganah utilfredshed med indsatsen for beskyttelsen af jødiske interesser og med mængden af våben. Det var på dette tidspunkt den arbejderzionistiske faglige organisation Histadrut. Som ledede Haganah. Oprøret i 1929 førte til dannelsen af Irgun Isvai Leumi, en revisionistisk forsvarsorganisation, som trak Betar-medlemmer til sig, havde Jabotinsky som øverste leder og Avraham Tehomi (1903-90) som kommandant. Den ville være en egentlig militær organisation og ikke blot som Haganah en milits.

1936-39 Den store revolte

I 1935 var den danske overrabbiner Max Friediger (1884-1947) og hans kone Fanny (1888-1964) på en rejse i Palæstina. I 1936 udkom bogen Landet der genopbygges. Indtryk fra en Rejse gennem Palæstina på Berlingske Forlag. Heri er der et kapitel om ‘Jøderne og Araberne’:

“Men hvad med Araberne? Thi i Palæstina har der i flere Århundreder boet Arabere, som gør deres historiske Ret til Palæstina gældende. I disse Tider, da Nationalitetsprincippet er blevet til en saa vigtig Faktor i ethvert Folks Liv, vilde det være en utilgivelig Fejl, dersom man lod denne Ret upaaagtet. I Begyndelsen af den af Herzl indledede Koloniseringsperiode tillagde man ikke det arabiske Problem nogen større betydning. Ganske vist har Herzl berørt dette Spørgsmål, thi han havde den rigtige Følelse af, at det engang måtte komme paa Dagsordenen, men han erkendte ikke Spørgsmålet i alle dets Konsekvenser, som det fremgår af å kort Dialog i hans “Altneuland”. Heri stilles nemlig det Spørgsmål: “Men hvad vil Muhammedanerne sige dertil? Vil de ikke se paa Jøderne som et Folk, der uberettiget har trængt sig ind på deres Område?” Og Svaret på denne Indvending lyder: “Jøderne har gjort os rige – hvorfor skulde vi ikke elske dem?”

Så klart så ikke alle på problemet. Zionisterne var uenige om holdningen til araberne. David Ben-Gurion, lederen af arbejholdonismen, og venstrezionisterne var indstillet på en vis tilbageholdenhed af hensyn til Storbritannien og dets mandat.

Der blev diskuteret, om man kunne tænke sig forskellige former for alliance med eller tillidsskabende foranstaltninger for den arabiske befolkning. Revisionisterne ville kamp mod araberne, og kommunisterne var antizionister. Men samtidig bestod zionisternes politik jo i at hente stadig flere jøder til landet. I 1936 60.000 nye immigranter.

Den 16. oktober 1935 blev en større ladning våben kamufleret i cementkasser (25 maskingeværer og 800 rifler samt 400.000 magasiner ammunition) til Haganah opdaget i Jaffa Havn. Araberne blev bange for, at jøderne planlagde en magtovertagelse. Nogle uger senere blev en jødisk politimand skudt i en citrusplantage. Det palæstinensiske politi satte en større jagt i gang på den syriske prædikant og modstandsmand al-Qassam (1882-1935), hvis styrker blev opdaget tæt på den døde jødiske politimand, og den 20. november blev al-Qassam dræbt.

Disse tildragelser blev optakten. Selve revolten startede den 15. april 1936 hvor en gruppe af al-Qassams folk standsede en konvoj på vejen fra Nablus til Tulkarm, røvede passagerernes ejendele og erklærede, at dette var hævn for al-Qassams død, hvorefter de skød tre jødiske passagerer, hvoraf de to døde. Jøder og palæstinensere angreb nu hinanden i og omkring Tel Aviv.

Palæstinensere i Jaffa drog ødelæggende igennem et jødisk områder og dræbte adskillige jøder. Efter fire dage bredte uroen sig til hele landet, og den 19. april startede en palæstinensisk generalstrejke, som varede til oktober 1936. Der blev dannet en Arabisk Højere Komité, som ledte strejken. Kravene var:

1. Forbud mod jødisk immigration;

2. Forbud mod overførsel af arabisk land til jøder; og

3. Etableringen af en national regering.

Englænderne måtte tilkalde forstærkning fra Egypten, men den 2. juni 1936 prøvede palæstinensere at afspore toget med soldaterne. Englænderne måtte derfor bevogte togskinnerne, en kæmpe opgave for sikkerhedsstyrkerne. Som svar arresterede englænderne den 4. juni et stort antal palæstinensiske ledere og sendte dem til en fængselslejr ved Auja al-Hafir i Negev. Kam- pen ved Nur Shams den 21. juni var det hidtil største engagement af engelske tropper i kamp mod palæstinensere i revolten. Generalstrejken blev afsluttet den 11. oktober 1936, og relativt fredelige tilstande rådede, mens den britiske, kongelige Peel- kommission, som var nedsat den 29. juli, ledet af Robert Peel (1867-1937), for at undersøge grundene til uro i mandatområdet, overvejede situationen. Kommissionen ankom den 11. november, og dens rapport forelå den 7. juli 1937.

1 1981 blev det afsløret, at Jewish Agency havde installeret mikrofoner i Kommissionens møderum, og at Ben-Gurion var i stand til at læse transskriptioner af beviserne på et kamera..

Kommissionen konkluderede, at mandatet ikke havde forudset den massive jødiske immigration, som var blevet så stor på grund af “drastiske restriktioner på immigrationen til USA, opkomsten af den nationalsocialistiske regering i Tyskland i 1933 og det stigende pres på jøderne i Polen.” Peel-kommissionen skrev også: “Den fortsatte virkning fra en højst intelligent race, støttet af store finansielle ressourcer på et relativt fattigt indfødt samfund, som er på et andet kulturelt niveau, kan med tiden medføre alvorlige reaktioner.” Pakket ind i mild racisme, en ret præcis konklusion.

Peel-kommissionens anbefaling var en deling af Palæstina i en lille jødisk stat, baseret på, hvor jøderne ejede mest land, en større palæstinensisk og et mandatområde. Et andet forslag at flytte 225.000 palæstinensere fra den jødiske stat til den arabiske.

Den arabiske Højere Komité afviste konklusionerne, og det gjorde revisionisterne også. I begyndelsen var også de religiøse zionister, nogle af de generelle zionister og en del af arbejder. zionisterne imod konklusionerne. To af de zionistiske ledere, Chaim Weizmann og David Ben-Gurion overbeviste imidlertid den zionistiske kongres om, at den både skulle acceptere Peel-kommissionens anbefalinger som basis for forhandlinger og for handle med briterne.

Da der ikke var tilslutning fra begge sider, begyndte revolten igen i efteråret 1937 med det palæstinensiske mord på District Commissioner for Galilæa Lewis Andrews (1896-1937) den 26. september. Briterne i Palæstina fik nu lov til at deportere til hele det britiske imperium. Amin al-Husseini (1895-1974) blev fjernet som leder af det øverste muslimske råd, og fem ledere blev deporteret til Seychellerne og al-Husseini flygtede til Libanon. Der blev indført censur, og en koncentrationslejr blev oprettet nær Akko.

I juli 1937 holdt Jabotinsky møde i Alexandria med andre Irgun-ledere, hvor det blev besluttet at ændre taktik og gå over til egentlige hævnaktioner. Jabotinsky krævede kun, at han ikke blev indviet i detaljerne. Det var Irguns leder David Raziel (1910-41) der igangsatte et program med bombning af palæstinensiske kaffehuse i Haifa og Rosh Pinah, angreb rundt om Jerusalem og på busser mellem Tiberias og Safed. Første angreb faldt på Sorte Søndag, den 11. november, da Irgun myrdede to Palæstinensere i en Jaffa-bus og sårede yderligere fem. Andet an- en greb fandt sted den 14. november, og her dræbte man 10 og sårede mange flere. Selvom mange jøder samarbejdede med briterne om at stoppe revolten, blev den ved og markerede en ændring i forholdene.

I de sidste femten måneder af revolten var der:

Racismen Opstanden 1936-39 ændrede afgørende ved situationen i Palæstina.

Det er her, den væbnede kamp begynder. Men inden vi ser nærmere på det, vil jeg gerne introducere en overvejelse af Edward Said (1935-2003) fra 1978.48 Det handler om et brev fra Chaim Weizmann til Arthur Balfour fra 1918. Weizmann var da en af de ledende zionister, Balfour var udenrigsminister i Alden britiske regering. Said skriver:

“Mellem zionismen og Vesten var der og er stadig et sprog- og ideologifællesskab, hvorfra araberne er udelukket. Fællesskabet afhænger meget af en bemærkelsesværdig tradition for fjend-skab overfor især Islam og Orienten i almindelighed. Araberne og Islam repræsenterer faktisk ondskab, korruption, degenereret fordærv, liderlighed og stupiditet i folkelig og lærd tale. Zionismen trak som dens vestlige ideologiske forældre på denne kollektive repræsentation af arabere og Islam. Zionisterne tog det på sig som delvis “østligt” folk, frigjort fra de værste østlige excesser, at forklare de orientalske arabere for Vesten, at påtage sig ansvar for at udtrykke, hvad araberne virkelig er, og aldrig at lade araberne fremstå lige med sig i Palæstina. Dette tillod zionismen altid at synes både tæt på og stående over den mellemøstlige eksistens’ indfødte realiteter. Overvej dette ekstraordinære brev fra Weizmann til Balfour fra maj 1918:

“Det er med en stærk følelse af ansvarlighed, jeg prøver at skrive til Dem om situationen her og om problemerne, som konfronterer Zionist Commission

Araberne, som er overfladisk begavede og kvikke, dyrker en ting og kun en ting – magt og succes. Mens det således ville være forkert at sige, at britisk prestige har lidt på grund af det militære dødvande, er den i hvert fald ikke blevet større.

De britiske autoriteter som kender araberens forræderiske natur, må hele tiden holde omhyggeligt øje med, at intet sker, som kan give araberne anledning til forurettelse eller klage. Med andre ord, araberne skal ‘plejes’, ellers vil de stikke hæren i ryggen. Araberen, hurtig som han er til at opfatte situationen, prøver at få det meste ud af den. Han råber op, så snart han kan og afpresser, så tit han kan.

Det første skrig kom, da Deres Deklaration blev annonceret (Balfour deklarationen). Enhver misfortolkning og misforståelse blev knyttet til Deklarationen. Englænderne, sagde de, vil udlevere de fattige arabere til de velhavende jøder, som alle bare venter i kølvandet på general Allenbys hær som gribbe, klare til at sluge et billigt bytte og smide enhver ud af landet…

I spidsen for administrationen ser vi oplyste og ærlige engelske embedsmænd, men resten af det administrative maskineri står intakt tilbage, og alle embeder er besat af arabere og syrere … Vi ser disse embedsfolk, korrupte, ineffektive, som savner de gode gamle dage, da baksheesh var det eneste middel, hvormed administrative sager kunne ordnes … Jo mere retfærdigt det engelske regime prøver at blive, jo mere arrogant bliver araberen. Det må tages i betragtning, at den arabiske embedsmand kender sproget, vanerne og landets måde at fungere på, er en levemand, og derfor har en stor fordel frem for den retfærdige og klarhjernede engelske embedsmand, som ikke er velbekendt med det orientalske sinds subtiliteter. Så englænderne bliver ‘kørt’ af araberne. Denne administrationsform er decideret fjendtlig overfor jøder … englænderen i spidsen er fair og retfærdig, og i forsøget på at regulere forholdene mellem de to vigtigste sektioner [sic] i samfundet er han minutiøst omhyggelig for at holde balancen. Men hans eneste ledetråd i denne vanskelige situation er det demokratiske princip, som anerkender numerisk styrke, og de brutale tal opererer imod os, for der er fem arabere til en jøde Tingenes øjeblikkelige tilstand peger nødvendigvis mod skabelsen af et arabisk Palæstina, hvis der var et arabisk folk i Palæstina. Det vil ikke blive resultatet, fordi fellahen er mindst fire århundreder bagud i tid, og effendien (som for resten er den virkelige vinder af det nuværende system) er uærlig, udannet, grådig og så u-patriotisk, som han er ineffektiv…

Jabotinsky medgrundlagde den nyopfundne version af zionismen på rene fascistiske betragtninger i tæt sammenarbejde med de Italienske fascister, heriblandt Mussolini og i begyndelsen også med Hitler.

Den yderste fraktion af Jabotisky’s gruppe omfavnede ikke kun fascismen i den Italienske kontekst, men erklærede åbenlyst beundring for Hitler. Dette i en så svær grad at selv Jabotinsky måtte bede dem tone ned på retorikken.

Gruppen israel og deres ledelse lever og udtrykker sig i dag efter samme racebetragtninger. Og lokal modstanden inden for gruppen besatte områder går ikke på at man er mod folkedrabet, man er en intern kamp omkring magten i gruppen.

Israelske undersøgelser viser at over 62% af gruppen mener at fremgangsmåden enten er proportionelt passende, eller for mild. Dette viser en stærkt indoktrineret radikaliseret befolkning og der kan drages direkte sammenligninger til lignende grupper som Islamisk Stat m.v.