Vestlige medier kan holdes juridisk ansvarlige for deres rolle i folkedrabet i Gaza-
Vestlige medievirksomheder har gjort sig selv til en del af folkemordsmekanismen i Palæstina, og der er historisk fortilfælde for at holde dem ansvarlige.
Den israelske folkemordsmaskines hensynsløshed i Palæstina og USA’s, Storbritanniens og andre vestlige regeringers direkte medvirken er to vigtige søjler i de rædsler, der begås mod det palæstinensiske folk (og i angrebene på menneskerettighedsforkæmpere over hele kloden).
Men der er en vigtig tredje søjle: den rolle, som medskyldige vestlige medieselskaber spiller, idet de bevidst udbreder israelsk desinformation og propaganda, retfærdiggør krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, umenneskeliggør palæstinensere og mørklægger oplysninger om folkemordet. Ud fra international menneskerettighedslovgivning kan og bør sådanne handlinger være genstand for sanktioner. Og der er historiske fortilfælde.
For 76 år siden, da de delegerede samledes i det nyoprettede FN for at udarbejde et udkast til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, var vigtigheden af at beskytte ytringsfriheden i centrum.
De ville erklære, at “Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at have meninger uden indblanding og til at søge, modtage og videregive information og ideer gennem ethvert medie og uanset grænser.”
Men i kølvandet på et halvt århundredes forfærdelige grusomheder, der i høj grad var drevet af dehumanisering af millioner på grund af deres race, etnicitet, religion eller anden status, var de kun alt for bevidste om, at tale også kunne bruges som et stærkt våben til at ødelægge andres rettigheder, herunder selve retten til liv.
I samme dokument gjorde FN det således klart, at ytringsfriheden ikke giver medieselskaber eller andre ret til “at engagere sig i nogen aktivitet eller udføre nogen handling, der har til formål at ødelægge nogen af de andre rettigheder og friheder.” Samtidig, i et andet FN-konferencelokale, var delegerede samlet for at skabe en ny konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab.
Også her var forfatterne opmærksomme på faren ved tale, der dehumaniserer og opildner. Den endelige konvention ville ikke kun kriminalisere folkedrab, men også tilskyndelse til folkedrab og medvirken til folkedrab – forbud, der ikke kun gælder for stater, men også for private aktører. Forfatterne til begge instrumenter var klar over, at Nürnberg-tribunalet blot to år tidligere havde dømt forlæggeren Julius Streicher for tilskyndelse til og “forfølgelse af politiske og racemæssige grunde.”
Retten fandt, at Streichers mediepublikation Der Stürmer fortsatte med at udgive artikler, der indeholdt “tilskyndelse til mord og udryddelse”, selv om han var klar over de rædsler, som Nazityskland begik mod de europæiske jøder.
Halvtreds år senere ville Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICTR) dømme tre mediepersonligheder for deres rolle i tilskyndelsen til folkedrabet i Rwanda. To arbejdede for tv- og radioselskabet Mille Collines og en for avisen Kangura. Alle tre blev fundet skyldige i tilskyndelse til folkedrab (blandt andre forbrydelser).
Under domsafsigelsen formanede ICTR-dommer Navi Pillay (nu kommissær i FN’s internationale undersøgelseskommission, der undersøger Israels forbrydelser) gerningsmændene: “I var fuldt ud klar over ordenes magt, og I brugte … et kommunikationsmedie med den største offentlige rækkevidde til at sprede had og vold … Uden et skydevåben, en machete eller noget andet fysisk våben forårsagede I tusindvis af uskyldige civiles død.”
Der Stürmer vidste, hvad de gjorde. Mille Collines vidste, hvad de gjorde. Og i dag ved CNN, Fox, BBC, New York Times, Wall Street Journal, Berlingske, Information og flertallet af det danske folketing, hvad de laver.
Det betyder ikke, at disse vestlige medier på alle måder er moderne pendanter til Der Stürmer og Mille Collines, men ligesom disse historiske eksempler har de hensynsløst overskredet grænserne for etisk journalistik og kan i nogle tilfælde også finde sig selv juridisk eksponeret.
I lyset af historiens første live-streamede folkemord, der udfolder sig på skærmene hos folk fra Boston til Botswana, er det simpelthen ikke troværdigt at påstå, at vestlige medievirksomheder ikke er klar over realiteterne på stedet og over, hvad de gør for at skjule dem. De har utvivlsomt truffet bevidste valg om at skjule folkemordet for deres publikum, systematisk umenneskeliggøre de palæstinensiske ofre og beskytte de israelske gerningsmænd mod ansvar.
I kølvandet på Verdensdomstolens konklusioner om, at anklagerne om folkedrab er plausible, dens påbud om midlertidige foranstaltninger, anmodningen fra ICC’s anklager om arrestordrer og udsendelsen af flere fordømmende rapporter om Israels adfærd fra uafhængige internationale menneskerettighedsmekanismer, har vestlige medievirksomheder og politikere, i stedet for at rapportere fuldt ud om disse udviklinger, undertrykt oplysninger om dem og fordoblet deres dækning og politiske beskyttelse af Israel.
Lige så vigtigt er det, at målgruppen for disse medievirksomheder ikke er begrænset til uindblandede tilskuere.
Den omfatter også vestlige regeringsembedsmænd og politikere, som er direkte medskyldige i folkedrabet ved at yde militær, økonomisk, efterretningsmæssig og diplomatisk støtte til Israel, samt den stemmeberettigede befolkning, som muliggør denne støtte.
Og det omfatter et betydeligt antal israelske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, som rejser frem og tilbage for at deltage i drabene. Sammenhængen mellem mediernes tilskyndelse og skadelige handlinger er mere direkte, end disse medievirksomheder måske vil indrømme.
Hvis din eneste informationskilde er mainstream vestlige medier, har du måske ingen anelse om, at Israel er under anklage for folkedrab ved Verdensdomstolen, eller at Israels ledere er genstand for anmodninger om arrestordre for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol. Det er sandsynligt, at du aldrig har hørt de mange erklæringer om folkedrab fra den israelske præsident, premierminister, ministre og militære chefer.
Du vil sandsynligvis stadig tro på historierne om halshuggede israelske babyer (som for længst har vist sig at være opdigtede) og være uvidende om de mange palæstinensiske babyer, som faktisk er blevet halshugget. Du vil næsten helt sikkert ikke kende til de systematiske drab på civile palæstinensere, børn, spædbørn, kvinder, ældre, handicappede og andre.
Du kender ikke til torturlejrene, den systematiske voldtægt af fanger og de israelske snigskytters angreb på små børn i Gaza. Og du ved måske ikke engang, at Israel nu har verdensrekorden i mord på journalister, nødhjælpsarbejdere, FN-ansatte og sundhedspersonale. I stedet offentliggøres gennemsigtig falsk israelsk desinformation og propaganda regelmæssigt og ukritisk i vestlige medier for at retfærdiggøre krigsforbrydelser, umenneskeliggøre palæstinensere og distrahere offentligheden fra de daglige grusomheder, der begås i Israels udryddelseskampagne.
Historier, der dækker folkedrabet, bliver censureret. Palæstinensernes og menneskerettighedsforkæmpernes stemmer undertrykkes. Journalister får besked på ikke at nævne “besat område”, “palæstinensere” eller “flygtningelejre.”
De civile palæstinensiske ofre, som ikke slettes helt, reduceres i bedste fald til “følgeskader”
eller “menneskelige skjolde” eller i værste fald til “terrorister”. I massakre efter massakre bliver palæstinenserne i overskrifterne ikke dræbt af Israel, de “dør” bare.
I de vestlige virksomhedsmediers regelsæt er der ikke tale om folkedrab, kun om en selvforsvarskrig. Og historien startede den 7. oktober. Der er ingen dækning af baggrunden for 76 års etnisk udrensning, forfølgelse, massefængsling, grove krænkelser af menneskerettighederne og apartheid. Kort sagt har vestlige medievirksomheder gjort sig selv til en del af folkemordsmekanismen i Palæstina (læs: Hasbara Netværket).
Uden reel ansvarlighed vil disse indflydelsesrige aktører fortsætte med at misbruge deres magt og dermed trampe på menneskerettighederne for alle mennesker, der falder på den forkerte side af grænsen mellem dem, der støttes af disse virksomheder, og dem, som de vælger at nedgøre og umenneskeliggøre.
Forsvarere af palæstinensiske menneskerettigheder i Vesten, som er imod israelsk folkemord og apartheid, ved naturligvis bedre end nogen, hvor vigtigt det er at bevare ytringsfriheden.
Ingen gruppe i moderne historie har været udsat for mere officiel og forretningsmæssig tavshed eller fået sin tale mere kriminaliseret af vestlige regeringer. Begrænsninger i ytringsfriheden pålægges aldrig dem med mest magt, men er altid rettet mod dem, som magten foragter mest. Tiden er inde til at styrke ytringsfriheden, ikke til at udhule den. Men ytringsfriheden beskytter ikke tilskyndelse til krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.
Disse handlinger kan og skal gøres til genstand for strafferetlig ansvarlighed. Både ærekrænkelse og tilskyndelse kan også medføre ansvar ved civile domstole. Der er allerede indledt sager ved internationale domstole for Israels forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab i Palæstina, og flere vil helt sikkert følge.
Det er ikke utænkeligt, at nogle medievirksomheder eller enkeltpersoner vil blive stillet til ansvar i de kommende måneder og år, ligesom det var tilfældet med Nürnberg- og Rwanda-tribunalerne.
Uanset hvad der sker i retssalene, er det sikkert, at disse medier i sidste ende vil blive holdt ansvarlige i den offentlige mening.
For menneskerettighedsforkæmpere og mennesker overalt, som ønsker at holde magten ansvarlig, er denne proces presserende. Og den er faktisk allerede begyndt. Den voksende bølge af offentlig kritik af de vestlige mediers åbenlyse partiskhed under dette folkemord har tvunget nogle virksomheder til at begynde at justere deres rapportering, om end kun en smule.
Det beviser, at forandring kan ske, hvis forandringsagenter mobiliseres. Der er styrke i at sige fra, i at støtte uafhængige medier og i at boykotte. Som et første skridt bør alle, der bekymrer sig, afmelde disse medier, både de trykte og de elektroniske, skifte til uafhængige medier og opfordre andre til at gøre det samme.
For igen at citere dommer Pillay i Rwanda-afgørelsen: “Mediernes magt til at skabe og ødelægge grundlæggende menneskelige værdier kommer med et stort ansvar. De, der kontrollerer sådanne medier, er ansvarlige for konsekvenserne.”
Opgaven med at sikre denne ansvarlighed påhviler i sidste ende os alle.